Information
Opgaver
En hjemmeværnspatrulje er en lille, veluddannet og veludrustet enhed, som selvstændigt eller i samarbejde med andre patruljer skal kunne løse en bred vifte af opgaver. Patruljerne opererer ofte i det skjulte, og skal kort sagt kunne se fjenden uden selv at blive set. Når patruljerne løser kampopgaver vil overraskelsesmomentet ofte være afgørende for, om opgaven bliver løst og patruljen overlever. Patruljernes vilje og evne til at gennemføre en pålagt opgave under betydelige fysiske og psykiske belastninger ligger typisk ganske langt over gennemsnittet.
Patruljerne skal kunne indsamle efterretninger ved at etablere og bemande overvågningsposter i terræn, by eller bygninger uden at blive erkendt. Patruljerne skal derudover kunne løse forholdsvis komplicerede og risikable afsøgningsopgaver, der kan udvikle sig til direkte konfrontationer med eller uden våbenbrug. Derudover skal patruljerne kunne gennemføre alm. overvågning, sikring og anden støtte til Politiet og det civile beredskab.
I en krigssituation vil patruljerne derudover typisk kunne indsættes mod mindre fjendtlige enheder, som måtte operere her i landet. Patruljerne vil i den situation blive indsat på grundlag af efterretninger fra det øvrige hjemmeværn eller fra civilbefolkningen.
Patruljerne skal kunne gennemføre operationer i mindst to døgn uden støtte.
Patruljen er uddannet og udrustet til at kunne operere under alle forekommende vejr- og lysforhold samt de geografiske forhold, der måtte være i indsættelsesområdet (i by, opland til by eller på landet).
Patruljen kan indsættes samlet eller opdelt i hold efter patruljeførerens bestemmelse. Flere patruljer kan indsættes koordineret af en patruljedelingsfører eller ved indbyrdes aftaler mellem patruljeførerne. Patruljedelingen skal kunne indsættes samlet i løsningen af en opgave koordineret af patruljedelingsføreren. Patruljerne kan få støtte af specialister som for eksempel hundeførere, hvis opgaven betinger det.
Historie
Hvorfor "Sjætte"?
Kompagniet blev oprettet 1. april 1960 som Kamppatruljekompagni 6206 - den sjette underafdeling i Hjemmeværnsdistrikt 2 under Hjemmeværnsregion 6 – deraf navnet "Sjætte". Sjætte er Hjemmeværnets ældste patruljekompagni, men denne enhedsbetegnelse anvendes ikke længere i Hjemmeværnet.
Kompagniet Sjætte er i dag en overvågnings- og opklaringsenhed, der opstiller og uddanner patruljesoldater til indsættelse i hele Landsdelsregion Østs (LRGNE) område til støtte for forsvaret, hjemmeværnet, politi og andre myndigheder. Kompagniet har blandt andet specialiseret sig i skjult overvågning i bymæssig bebyggelse og høj-risiko afsøgning af rum og bygninger (rumkamp).
Sjætte er enkadreret som et kompagni med en kommandodeling, to patruljedelinger og en uddannelsesdeling. Enheden er tilknyttet Hærhjemmeværnsdistrikt Københavns Vestegn (HDKVE) og er hjemmehørende på Lundehøjgård, der ligger ved Høvelte Kaserne.
Sjætte tilstræber et højt fagligt niveau og bruger mange ressourcer på at uddanne kompagniets personel. Dette har bl.a. medført, at Sjætte ofte har stillet instruktører til rådighed for det øvrige forsvar til uddannelse af såvel professionelle som værnepligtige soldater. Sjættes opgaver fordrer et højt niveau af uddannelse, fysik og vilje. Tjenesten kræver derfor meget tid og en professionel holdning af den enkelte.
Sjættes motto: "Si vis pacem, para bellum, er et omdannet citat af den romerske militærforfatter Flavius Vegetius Renatus (400-tallet), og kan frit oversættes til: "Hvis du vil have fred, så forbered krig."
Vi forbereder os så vi altid er klar til at støtte samfundet, og forsvare Danmark hvis det utænkelige skulle ske. Vi kender vores opgaver, styrker og svagheder. Sammen som makkerpar, patrulje og kompagni tror vi på hinanden, og den frivilliges værdi og evne til at gøre en forskel når det gælder.